Jeg kan tilslutte mig din beskrivelse af hvordan et migræneanfald forløber.
Før jeg fik konstateret migræne og fik medicin for det, varede mine anfald med uudholdelig hovedpine min i 16 timer og gerne længere.
Jeg er nu i den meget heldige situation at mine anfald kommer med lange mellemrum, men så gerne 2-6 anfald lige oven i hinanden. (senest igår havde jeg et anfald). Jeg har prøvet forskellig medicin, og har også prøve maxalt smelt som du beskriver, men har haft størst gavn af sumitriptan.
En af mine kammerater, der arbejder for den danske importør, (dette indlæg er absolut IKKE ment som reklame) anbefalde mig at prøve Sumavel Dosepro, som er af den type Rikke nævner hvor medicinen injekseres nålefrit.
Igår var første gang jeg prøvede sumavelen, og jeg må sige jeg er meget positivt overrasket. Den er på ingen måde en mirakkelkur der tager alle smerter og ubehag, MEN den gør min anfald til at holde ud på sammen måde som sumitriptanen, men med den altovervejende forskel at den virker efter 10 min, og ikke 1 1/2- 3 timer som pillen.
Når jeg før har taget sumitriptan som pille har jeg haft meget kraftige smerter i 2-4 timer inden at pillen har haft sin fulde effekt, hvor jeg så har haft en hovedpine svarende til en god gang tømmermænd.
Med Sumavelen har jeg haft den samme "tømmermændshovedpine" men ikke den meget kratige hovedpine. Jeg vil anbefale alle at prøve Sumavelen at prøve den og se om man har samme gavnlige effekt som jeg selv har. Dog skal man være opmærksom på at det er DYRT. en dosis koster ca 270,-
ØV-ØV! Jeg har selv voldsomme opkastninger sammen med migrænen, så jeg bruger næsespray. Det virker næsten altid meget effektivt, inden for 10-15 min. Især hvis jeg tager det tidligt i anfaldet (som de fleste vist oplever det).
Sikke en beretning - jeg synes du rammer meget godt ift hvordan et anfald opleves af både migrænikeren og omgivelserne. Jeg har selv haft migræne som følgesvend de sidste ca. 12 år, er 34 år og mor til 3 drenge. Min migræne er uden aura. Jeg forsøger så vidt muligt at leve mit liv sådan at det er mig der har migrænen og ikke migrænen der har mig! De gange andre end min mand, børn og nærmeste familie har oplevet mig med et stygt anfald har de virkelig været chokerede. Selvom de godt ved at jeg har mange anfald og at det indimellem virkelig er op ad bakke, så bliver de overraskede over HVOR invaliderende det er, både for mig og for min familie! Når jeg har anfald kan jeg indimellem opnå en smule lindring ved at have en ispose på hovedet. Du skal vide at triptanerne (migræneanfaldsmedicinen) også kan fås som næsespray, almindelig injektion og den såkaldte "nålefri injektion" (hvor medicinen via lufttryk presses ind under huden). Det kunne måske være en ide for dig at prøve én af disse når du nu ikke er så glad for stikpillerne. Jeg får Imigran inj. ved anfald og det er klart den type/administrationsmåde af anfaldsmedicin der hjælper bedst på mig. Det skyldes at den jo hurtigt og effektivt optages i kroppen (modsat tabletter der bare ligger og sumper nede i en mave der allerede er "gået i stå" pga anfaldet - eller som du skriver, bare bliver kastet op igen.). Har tidligere fået Maxalt Smelt også med rimelig effekt. Du kan opnå samme hurtige effekt (og undgå at kaste medicinen op) ved at bruge næsespray. Så mit råd er klart at undgå piller - for du kan ikke være sikker på at de bliver optaget i kroppen inden du når at kaste dem op igen.
Udover altid at have medicinen med mig, så har vi også altid en plan B i familien, for vi kan aldrig vide "om Mor ligger med anfald"! Det er selvfølgelig irriterende at det er nødt til at være sådan, men vi er nødt til at forholde os til at sådan er virkeligheden og på den anden side synes jeg også at det er med til at give ro, for jeg ved at der ER tænkt på en anden løsning hvis nu...
Af og til med en måneds mellemrum og af og til med flere måneds mellemrum rammes jeg af den her sygdom, som jeg formoder at have arvet fra min fader. For mit vedkommende udløses den især af rødvin med højt indhold af sulfitter og garvesyre.
Anfaldet begynder altid med et forvarsel. Oftest er det en synsforstyrrelse. Det objekt min øjne burde have i fokus, vil således være usynligt og helt forsvundet til fordel for noget af det jeg kan se i øjenkrogen. Når dette varsel manifesterer sig, så ved hovedparten af migrænepatienter, at det ikke kan gå hurtigt nok med at komme hjemad - og helst til et fuldstændig mørklagt kammer. Sådan har jeg det. Af og til kommer forvarslet også i form af en føleforstyrrelse, som strækker sig fra fingrene og kryber ligeså langsomt op i armene. Sidst men ikke mindst har jeg få gange oplevet et forvarsel i form af talebesvær. Uhyrligheden af denne oplevelse kan ikke understreges tilstrækkeligt, når man samtidig ved, at der følger heftig og gentagende opkastning sted blot få halve eller hele timer senere samt skrækindjagende smerte.
Min tidligere nabo beskrev et af mine anfald således, at han troede jeg var på vej til Himmerige. Uden evne til at svare ham, bevæge mig eller se noget, var jeg absolut magtesløs og hensat til tidens lindring. Det er ikke ofte, at jeg har alle tre forstyrrelser under samme anfald, men det sker. Jeg ved ikke, hvordan det står til med andre migrænepatienter, men jeg er i hvert fald frataget enhver chance for at sove; grundet en indgraverende og insisterende smerte i enten mit højre eller venstre øje. Smerten forekommer kun i mine øjne, og giver mig en indædt trang til at flå øjnene ud af kraniet.
Anyway. Han tilkaldte en lægevagt, der beordrede mig til søvn via et par stærke injektioner. Uden disse medikamenter kunne jeg have ligget og vendt mig af bar smerte i formentlig op til otte timer før søvnens indtræden. Når man igen vågner, ligner man et menneske, der ikke har sovet i 500 år og med folder i hele ansigtet fra puden. M.a.o. man ligner en halv spand pis.
Problemet for migrænepatienter, såvidt jeg kan forstå, er, at mange af markedets piller skal skydes ind i munden med ledsagelse af et glas vand. Som oftest kaster jeg lortet op kort tid efter. Det har været bl.a. Sumatriptan Actavis og Imigran (har efterfølgende fundet ud af, at det er samme medicin). Engang forsøgte jeg et præparat under navnet Maxalt smelt, der virkede betydeligt bedre. Jeg er ikke meget for stikpiller, men har nødtvungent taget imod det. Det vil jeg anbefale andre migrænikere at gøre.
Jeg håber dette forum kan danne grundlag for flere beretninger. Jeg søger generelt at høre, hvordan andre migrænikere håndterer deres sygdom, da jeg måske også kan få noget ud af det. Jeg har trivedes med denne horrible sygdom siden en alder af ti år. I dag er jeg 22 år, og jeg planlægger ikke at fortsætte de næste årtier med helvedesudbrud, som kommer anfaldsvist.
