Tak, for svar. God ide med at tage manden med til læge. Og god ide med henvisningen. Jeg er ved at være desperat. Har lige haft migræne igen igår, mindre end 1 uge siden sidst. Var alene med børnene hele dagen, da jeg ikke kunne overskue at køre dem i sfo/børnehave. De måtte stort set passe sig selv. Min mand kom hjem kl. 18. Efter arbejde skal han løbetræne, og han aflyser ikke noget, selvom han ved at jeg er syg. Når han kommer hjem, kommer han ikke engang ind og siger "hej" eller hører om der er noget jeg skal have. Han er bare møgirriteret på mig. Jeg har printet brochuren fra migrænikerforbundet ud, og vil give ham den. Må også have sat i gang med kommunen, det med sygedagene. Føler mig bare som en dårlig arbejdskraft pt., og i disse nedskæringstider er det ikke så smart. Problemet er også, at vi ingen familie har her i området overhovedet og mine venner bor 100 km. væk, idet vi flyttede for nogle år siden. Vi bor langt ude på landet og har ingen naboer, og det gør det hele lidt svært. Men 1000 tak for dine råd. Det er en stærkt invaliderende sygdom, og jeg ved ikke, hvorfor jeg får den SÅ tit lige i øjeblikket,
Få en henvisning til en neurolog, så han kan hjælpe med at finde den bedst mulige medicin for dig. En henvisning skal du få hos din egen læge. Der er masser af muligheder, triptanerne har forskellig effekt og bivirkningsprofil for den enkelte og det er vigtigt at DU får fundet den kombination der er rigtig og virker for dig. Jeg har selv rigtig god effekt af Imigran injektionerne. Af og til kombineret med en LONDON-kur bestående af Stesolid, Voltaren og kvalmestillende.
Jeg har en meget forstående familie der støtter mig på alle måder, alligevel har de haft god gavn af at læse den pjece du kan få gennem migrænikerforbundet der henvender sig til pårørende. Derudover må du og din mand have en snak for tilsyneladende har han ikke fårstået hvor voldsomt invaliderende det er at have et anfald. Tag ham med til din egen læge og til neurolog! Prøv at involvere ham i din migræne så han, forhåbentlig, kan få øjnene op for hvordan denne sygdom påvirker dig. Derudover er du nødt til også at involvere veninder, venner, naboer så du har en plan B når du har anfald og evt er alene med børnene. Du er nødt til at TALE om din migræne, så dit netværk ved hvor voldsomt det er og at det er noget der presser dig og påvirker dig i det daglige. Du skal ha migrænen - den skal IKKE ha dig!
Mht dit job lyder det på din anfaldshyppighed at du har mulighed for at få en §56, som er en ordning der sikrer at din arbejdsgiver for refusion fra første sygedag når det skyldes migrænen. En sådan ordning kan man få hvis man har over 10 sygedage om året pga en kronisk lidelse. Du skal henvende dig til din kommune for at få papirerne, og din arbekjdsgiver skal også udfylde noget. Åbenhed på arbejdspladsen er også vigtigt. Jeg har haft positive tilkendegivelser ved at være ærlig og åben omkring det og jeg fortæller folk der tror at det er et "Maude-syndrom" at det faktisk er en neurologisk sygdom jeg deler med 500.000 andre i Danmark!
Jeg håber ovenstående kan hjælpe dig lidt - ellers skriv endelig igen.
Jeg håber du, ttods alt, får en glædelig december og et godt nytår.
Jeg er en kvinde på 45 år. Jeg er ny her i forummet. Jeg har haft migræne siden jeg var10-11 år. Først med aura, men fra starten af 20'erne uden. Jeg har indtil fo 1½ år siden haft anfald 1-3 gange årligt, så det har været til at klare, og jeg har ikke fået medicin for det. Men for 1½ år siden blev anfaldene hyppigere. Det er nu ca. hver 2-3. uge, og altid omkring menstruation og nogle gange også omkring ægløsning + alt "det løse" indimellem. Anfaldene er også blevet kraftigere, de varer ca. 2½ døgn. Det er begyndt at koste mig sygedage, og min kollega har udtrykt sin utilfredshed, idet jeg 3 gange her på det seneste har været nødt til at gå hjem, hvilket har betydet, at hun har måttet klare nogle arbejdsopgaver og møder alene. Det har jeg det også skidt med, men når jeg er syg, så bliver jeg meget skidt. Jeg fik for ½ år siden Oriptan, og har været glad for det. Men det er lidt længe om at virke, og har også nogle bivirkninger. Fx sovende fornemmelser, uvirkelighedsfornemmelse samt svedeture. De tager smerterne, men jeg er ikke "helt på toppen" alligevel. Jeg tager 3 i løbet af et anfald. Har en dårlig søvn mellem dag 1 og 2 og vågner med migræne på dag 2, og må starte med en pille. Min mand er det andet problem. Han kan ikke rigtigt acceptere det. For at sige det som det er, så mener han det er en slags hypokondersygdom, der skal motioneres væk. Jeg går i motionscenter 2-3 gange pr. uge, når ikke jeg har anfald. Jeg står derfor for at hente og bringe børn, lave mad, smøre madpakker m.v. selvom jeg har migræne. Nogle gange tuder jeg foran børnene, fordi jeg næsten ikke kan hænge sammen, men skal ordne det hele, selvom jeg næsten ikke magter det. Jeg er altså pt. presset fra alle sider, og hader min migræne - det går virkeligt ud over min livskvalitet. Jeg har været ved læge for at finde ud af, om min tiltagende migræne har noget at gøre md begyndende ovrgangsalder, da min cyklus er blevet meget uregelmæssig, men alle tal var normale undtagen mit testeosteron-tal. Det var forhøjet, så nu skal jeg have scannet æggestokkene, da sygdomme i dem kan give forhøjet testeosteron-tal. Har I andre bud på medicin? Kan man få hjælp på sine sygedage, (vi har ingen familie overhovedet)? Hvad skal man gøre i fht. sit arbejde?
